fredag den 19. juli 2013

Fanø er ferie-fin

Sammen med mand, døtre og de to børnebørn har vi været en uge i sommerhus på Fanø.
Vi havde lejet en Ford Transit, så alle samt pakkenellikerne kunne være der. Og tænk! Så kom ferievejret.

Huset var et rigtigt sommerhus, sådan som vi synes det skal være, ikke alt for overtjekket smart. Men funktionelt og rummeligt.
Sommerhuset ligger i Rindby, lige syd for Nordby.
Om ikke der var havudsigt, så var der i hvert fald havkig.
Området er kuperet og ligger næsten som naturområde. Snart fandt vi også ud af, at dyrelivet var hyggeligt og interessant.
Den første vi stødte på, var ham her fætter fasan. Han kom gerne helt hen til køkkenvinduet. Vi har tidligere beboere mistænkt for at servere lidt for ham. Vi gav ham så lidt havregryn, men historien melder intet om, hvorvidt han var tilfreds.
 Efter nogen studeren af disse huller...
...fandt vi ud af, hvem der var den ansvarlige.
Fanø vrimler med vilde kaniner, som ugenert hopper omkring, til stor morskab også for børnebørn.

Desværre nåede ingen at knipse, da der pludselig stod et rådyr skråt neden for vores altan - men det var der.

Omend det var meget blæsende - og lidt køligt - ved vandet, var det et stort hit for de mindste
Ligesom skovlegepladsen med masser af plads og gedigne legeredskaber fik gang i aktiviteterne
Sønderho er en fin lille by med mange smukke gamle huse
Yarnbombing findes sandelig også på Fanø. Tjah, men nu har øen jo sin egen strikkefestival hvert andet år. Sammen med en flok medstrikkere besøger jeg i øvrigt den i år i slutningen af september.
 Jeg fik faktisk også strikket hele skulderpartiet på ældste datters cardigan.

Dejlig uge!




Gode tilbud på garn

www.garn-garagen.dk vil ikke længere føre Samarkand, en lækker blanding af uld og silke. Så jeg har valgt at lave et rimeligt fornuftigt lager. Og ja, jeg var en af dem, der nåede det... Løbelængde 575 m pr 100 gr. Der er ca. 1 kg i de store cones.

Andre steder på nettet (via grupper mm på Facebook) har jeg fundet Noro garn i flere omgange.
 Silk Garden, som er en blanding af uld og silke (10 af venstre kombination, 8 af højre)
 
Kureyon, som er ren uld (3, 3, 3 og 5 af de forskellige kombinationer).

Foreløbigt indgår nederste til højre som lidt fair isle på en selvdesignet cardigan til ældste datter.

Men ellers er det indtil videre klappegarn, garn til modning, isoleringmateriale, pensionsopsparing og alle de andre fornuftige undskyldninger, vi nu kan komme på.
For slet ikke at tale om den svimlende besparelse, jeg har gjort ved investeringerne...

Som i de gode 50'ere

I år har jeg været rigtig spændt på høstudbyttet i haven.

Sidste år var rigtig ringe - frost i blomstringsperioder er aldrig noget hit for frugttræer og buske.

Men de stakkels planter gjorde intet i år, før foråret ankom meget sent. Og relativt varmt. Så kan det nok være der blev blomstret!

Så hovederne på matriklen har været både gemt og beskæftiget i buske og mellem grene.
I går blev solbærene plukket - i alt 8,7 kg fra én busk.


De er nu omsat til 21 glas gelé og 8 glas marmelade. Økologisk vel at mærke. Her blir kun roserne gødet!
For nogle år siden, da min mor stadig levede, kunne jeg forstå på hende, at solbær var for "fine" til at lave gelé af. Det synes vi nu ikke her i huset, for der er ski så mange af dem.
Den kvikke læser undrer sig måske over vores hang til solbærgelé? Og ja, det smager godt. Men en del af det ender som små gaver til dem, der ikke selv lige har en solbærbusk.

I dag har jeg plukket 2,4 kg ribs. Ikke nogen storslået høst, de sad på en lidt pimslet busk, som er den sidste ud af tre, der oprindeligt var i haven. Det er fint nok - det er mest til julemaden, at den hjemmelavede ribsgelé giver glæde.
Saftafkogningen foregår i min formidable Mia Safter, som jeg har arvet efter min mor. Den er fra en gang i 50'erne. Hvor jeg naturligvis fulgte tæt med i alle syltningens mysterier: geléprøven, atamon, henkogning, hvepse, afskumning (kors hvor det - altså skummet -) smager godt!), hygiejne, sukkerpriser, syltofan og hvad det nu hedder alt sammen.

Endelig blev det kirsebærrenes tur. 1,36 kg var der. Sorter: syltekirsebær og fuglekirsebær (vilde). Begge er godt sure, men yderst smagfulde. Efter udstening kommer de i fryseren for siden at ende som bedste kirsebærsovs til ris a la mande'n nord for Alperne. Den smager nemlig af kirsebær, og ikke rigtig af vand.
De år, hvor der har været mange kirsebær, har jeg også lavet marmelade af dem. Hold fast, hvor det smager himmelsk!

Nu er der høstpause et stykke tid. Så venter stikkelsbærrene, Clare Fries, derefter brombærrene, hyldebærrene og Ingrid Marie-æblerne. Alt ser lovende ud på disse planter.
Hyldebærrene koger jeg også saften af på Mia Safter'en. Godt til fæle halse og host, når det kommer så vidt. Eller til hyldebærsuppe med pærer. Nam nam!

Løbende hen over sommeren høster jeg vilde jordbær, som vokser hist og pist og alle vegne i haven. De ryger alle direkte i Brøndum, som "omdanner" det hele til solskins-jordbær-smag, der indtages til julefrokoster. Også paradisæbler finder vej ned i Brøndum.

Jeg må vist vente noget endnu, før mandeltræet begynder at kaste noget af sig. Det blev plantet sidste år.

Den opmærksomme læser, der har udholdt læsningen helt hertil, kan så få at vide, at vi kun dyrker afgrøder over jorden. Da ingen af os har bentøj til at ligge og rode i og omkring jorden.
Undtaget er lidt krydderurter i potter.


fredag den 5. juli 2013

Cardigan with stripes, but no stars...

35 dage...

Ind imellem afbrudt af andre strikkeprojekter.

Med udgangspunkt i Liselotte Wellers sweateropskrift på Slagt en hellig ko har jeg konstrueret og strikket en lun sweater.


Jeg har lavet bullen lang, ærmerne relativt korte (jeg er en af dem, der altid dypper ærmer i alt, hvad der kommer i nærheden...), tillagt et par lommer og valgt kun at "indføre" knapper et stykke ned ad cardiganen, da jeg alligevel aldrig lukker sådan en helt.

Lommerne er strikket i glatstrikning, dog er 2 masker i hver side strikket vrang, så lommerne sidder mere.... ja, glat.

Teknikker
  • topdown
  • raglan
  • seamless (og jeg mener det!)
  • strikket på rundpind
  • maskinsyet, klippet og forkanter påstrikket
  • integrerede lommer (laver dem 5 masker bredere på kommende projekter) 
Garn (alle fra www.garnudsalg.dk )
  • Blackhill lammeuld (235 gr brændt orange)
  • Blackhill silk mohair (75 gr brændt orange og 65 gr kastanje)

Nye på pindene

 Cardigan til datter. Konstruktion helt min egen :-) Garn Blackhill hølandsuld og Noro Kureyon.
Ostetørklæde i Kauni, farve EP og sort.