mandag den 17. juni 2013

Sommerkultur og fotoleg

En kær veninde var på ferie en lille uges tid. Selvfølgelig fik vi strikket lidt....
Men vi nu så kulturelle, og det er rigtig godt ind imellem.
Første dag KunstCenter SilkeborgBad, her den karakteristiske skulptur som bevidst er totalt utæt og sprøjter vand ud af talløse huller.
En af udstillingerne, der  vises for tiden er "Landet ud af skabet" - her ret så konkret, en tidligere østtysk kunstner står bag værket, han mindes nok, hvad der skete, da Berlinmuren faldt.
En anden af udstillingerne for tiden er "Hjem", artbooks af nordiske kunstnere. Her har en islandsk kunstner skåret et Islandskort i mange lag og størrelser. Sjov virkning.

Næste dag gik turen til Den gamle By, et sted jeg ynder meget at komme. Fine bygninger og miljøer, også et godt sted at tegne.


Som det ses, købte jeg også en forgænger til min iPad, som den jeg brugte i 1957, da skriveindlæringen satte ind.

Næste dag igen var vi nået til ARoS.


De to første billede er fra den afgående direktørs afgangsudstilling "7 9 13".
Nederst et kig i Regnbuen, faktisk min første tur i den, trods det at jeg er medlem af ARoS og bor 5-7 minutter derfra.

Grundlovsdag sejlede vi forbi og gik senere noget af turen ved "Sculpture By The Sea 2013". Fantastisk vejr og menneskemylder. Det glæder mig, at så mange tager turen. Jeg tænker af og til, at en del af gæsterne her måske ikke lige normalt gider kunst. Her er det mere nærværende. Selv om ikke alt er lige spændende.

 I det fjerne ses Flaskeposten...


SÅ mange indtryk: torsdag blev strikkedag og spisning på Vankoch

Siden har jeg hygget mig en del med min nye app på iPad'en: SuperPhoto





Er du til van Gogh eller Vankoch?

Jeg tilstår....
Jeg er til begge dele.
Vincent har jeg nydt i Amsterdam. Han lavede mageløse billeder.

Vankoch lærte jeg først at kende for nylig.
Her var det så mundens smagsløg, der blev aktiveret.
6. juni tog vi med en dejlig feriegæst ned på Århus' gamle lystbådehavn. Vejret var skønt, en let brise, passende sol mellem få skyer, så vi sad på verandaen.
Hurtigt på den behagelige måde kom der snacks og et lille køligt glas Cava på bordet
Kortvarig frygt for at ødelægge den gode appetit.... men trangen var for stor. Særligt vil jeg fremhæve de sorte og grønne oliven, som glimrede ved at smage af oliven uden utidig indblanding af upassende saltmængder.
Forretten var lækre sprøde hvide asparges med bl.a. syltet citronskal (en længere arbejdsproces, som fjerner bitterheden), bittesmå tarteletter med rygeost, tror jeg det var og supersprøde små ærter. Hertil en lækker tysk rosévin.
Hovedretten var en braisseret kalveskank. Den havde "tænkt over tilværelsen" ved 80 gr. i 18 timer og blev serveret med en kartoffelsag samt et hyldebærsyltet løg. Og glem ikke sovsen... Hertil en god rødvin, hvis herkomst jeg i skrivende stund har fortrængt.
Desserten bestod bl.a. af karamelis, lun mild chokoladekage, fine nye rabarber og hindbærkyskager. Hertil en ungdommelig portvinstype, som virkede forfriskende.

Kaffen var sort som kul..... og gav mig mulighed for at tænke på madens niveau til et stykke ud på natten ;-)
Jeg forelskede mig kort før vi forlod stedet i brdr. Kochs alternative kogebog: Sunde tanker. Så den fik jeg med hjem.

Servicen var så meget i top med det, jeg sætter pris på:  personalets opmærksomhed, venlige og usnobbede optræden - ja, faktisk nede på jorden, så vi som gæster følte os såvel velkomne som afslappede.
Jeg tror, jeg kommer igen.






fredag den 31. maj 2013

Freestylesjal klar til ferien

Så lykkedes det...
Farverne synes lidt matte...
Måske er de en mellemting mellem de to nærbilleder...
Supplerende til opskriften, som er lagt ud (25. april)
  • bobler (gerne uregelmæssigt anbragt)
  • huller (gerne uregelmæssigt anbragt)
  • vrangmasker i glatstrikning for at fremhæve farveskift eller chunky-effekt
  • patentstrik som mønster


  




onsdag den 22. maj 2013

Spam / blogindbrud

Er der nogen i blogland, der har gode råd vedrørende de idioter, der jævnligt sender hovedløse indlæg på tvivlsomt engelsk?
Stinkende af muligheder for, at jeg kan gøre fantastiske investeringer????

Jeg sletter selvfølgelig indlæggene løbende, men synes det er belastende... :-/

søndag den 19. maj 2013

Fortiden længe leve!

Mange fortidstanker har længe syslet i mit hoved.

Dels har jeg lavet projekt som afslutning på første år på Kunstakademiet (Erindringslandskaber).

Dels har jeg i længere tid varmet op til en erindringstekst om barndom og ungdom beregnet til børn og børnebørn - belært af egen erfaring i forhold til alle de spørgsmål, jeg ikke huskede at få stillet mine forældre, mens de levede.

Ad kringlede veje nåede jeg så frem til at bruge Facebook for at se, om jeg kan finde de klassekammerater, som jeg skiltes fra for snart 50 år siden.
I sin tid kom jeg faktisk på Facebook for at finde mine gymnasiekammerater. Det lykkedes, og vi holdt 40-års jubilæum sammen i 2009. Så sjovt! Bl.a. viste det sig, at vi holdt sammenkomsten på klasselærerens og en kammerats 40 års bryllupsdag. Det var virkelig noget særligt :-)
1967 (jeg sidder som nummer to fra venstre i forreste række)


 2009 (jeg står bagest i midten i en lys kjole)


Jeg har nu fundet en side, der vist nærmest hylder den landsby på Sjælland, som jeg er opvokset i. Jeg har lagt billeder - klassebillede, luciaoptogsbillede og konfirmationsbillede - ud. Og vupti, er der begyndt at ske noget.

 ca. 1960 (jeg sidder som nummer 4 fra venstre i midterste række)

Foreløbig er der sporet 8 samt min klasselærer, som var en stor kapacitet. Fantastisk!

Også min barndoms veninde - med ring og det hele - er dukket op, så nu er vi venner, ligesom jeg er blevet venner med en anden god kammerat.
 ca. 1961

Annelise var rigtig spejder, så det legede vi så en gang imellem. Det er mig til venstre...

Udstillingsklar

Torsdag den 23. maj er der fernisering på Århus Kunstakademi.

Afgangseleverne udstillede for kort tid siden i Den rå Hal på Godsbanen, fin udstilling i spændende omgivelser.

Nu er det så basisstuderende samt flere andre, der udstiller "hjemme" på akademiet.

Mine "Erindringslandskaber" er en del af udstillingen, ligesom 3-4 tegninger fra året kommer med.
Jeg har valgt at konstruere en æske til mit fotoalbum -
 på æsken låg har jeg noteret en del af min barndoms historie.
54 sorthvide fotos fra min barndom er bearbejdet i Photoshop med enkelte farveelementer, det gi'r en spændende virkning.
Alle højresider i albummet er fotos, hvorimod venstresiderne er forbeholdt erindrindringsmomenter såsom legetøj, samlinger af hønseringe, glansbilleder, servietter, påklædningsdukker og tekst, der beretter om tiden.

torsdag den 25. april 2013

Erindringslandskaber

Der er næsten gået et år på Kunstakademiet.
Vi er netop begyndt på årsopgaven, det afsluttende projekt.

Tema: Landskab

Min tolkning: Erindringslandskaber


Vesterhavet 1956


"På landet levede jeg en barndom, der var omgivet af og bevægede sig gennem landskaber.
Stillbilleder med og uden farver glider i en strøm forbi det indre øje. Ledsaget af stærke dufte, smag, lyde, luftstrømme, indtryk mod huden, følelser og stemninger.

Ind imellem nutidige intense splitsekunders genoplevelse.

Lovlige, forbudte, farlige og tryghedsgivende landskaber.

Erindringerne er under indtryk af et tidsfilter, der bearbejder fremtrædelsesformen. Farver træder frem eller tilbage, personer forsvinder ud af billedet.

Tiden fremtræder også gennem aktiviteter og materialer, der var tidstypiske, ligesom tidens tand spiller ind."

(foreløbigt udkast til mit oplæg)

Kunsttur til København

I sidste uge var vi - de studerende fra basisuddannelsen på Kunstakademiet - på kunstkig i København.
Størst udbytte og inspiration fandt jeg på Statens Museum for Kunst og Den Frie. Gallerierne, dem jeg nåede at se, var mere lala.
Parkmuseerne i København har for tiden temaudstilling om blomster. 
Fascinerende skønhed og teknik.

På Den Fri er der bl.a. udstilling af spændende landskaber.